HER ER MIT LIV

af Jens Kr. Kristensen

Efter opfordring fra flere, vil jeg fortælle om mine oplevelser igennem livet.
Det vil jeg gøre til Herrens ære, da mine oplevelser med Jesus har været mange.
Jeg er født d. 12. sept. 1928 i Vester Assels på Mors som den yngste af 3 søskende. Min far var arbejdsmand, og vi havde en lille ejendom, som min mor passede sammen med os børn. Min mor var altså i hjemmet, og det nød vi børn godt af. Der var fattigdom men rigt med kærlighed. Det var ikke et kristent hjem, men min mor lærte os børn at bede fadervor, inden vi skulle sove. Vi gik også i søndagsskole.

Der skete så det, at min far blev syg af kræft og kom på sygehuset. Der lovede han Gud, at hvis han måtte komme hjem igen trods sygdommen, så ville han overgive sit liv til Gud. Han kom hjem, og det blev til stor forandring, da vi nu skulle bede til bord og læse andagt. Sygdommen tog til, og min far var klar over, at han snart skulle herfra. Han kaldte os tre børn til sygesengen og ønskede, at vi ville love ham, at vi skulle mødes i himmelen engang. Det sagde vi ja til. Jeg var femten år dengang.

Dengang skulle man jo ud at tjene, når man var færdig med skolen. Nu følte man, at man kunne tillade sig at leve livet, som man ville. Jeg var meget optaget af at spille fodbold. Jeg gik til dans og spillede kort. Det er klart, at det førte ting med sig, som var forkerte. Min fars eksempel med at omvende sig, som man kaldte det dengang, vidste jeg var rigtig. Men nu ville jeg altså leve det lystige liv. Jeg tjente på flere gårde, og det var jo sådan dengang, at karlekammeret lå ude i staldbygningen. Der husker jeg en aften, hvor tjenestedrengen kom hjem, og jeg lå i sengen. Han fortalte, at han var blevet omvendt den aften. Der var flere i Øster Assels – omkring 10 stykker – som valgte at følge Jesus. Også på nabogården var tjenestedrengen blevet omvendt. De to blev så enige om, at bede for mig, så også jeg måtte opleve den samme tro, som de havde fået.

Der var nu gået lang tid, og jeg var ved at køre ajle (det samme som gylle). Da lød der en stemme i mit hjerte: ”Jens Kristian, du skal omvende dig !” Jeg svarede tilbage: ”Ja, det vil jeg også, men jeg vil vente, til jeg bliver gammel.” Jeg ville more mig, mens jeg var ung, men hvem siger, at man bliver gammel ? Knap et år senere var jeg kommet til Randers som dragon for at tjene min værnepligt. Det gik lystigt for sig, og jeg bandede jo ligesom de andre. Man må sige, at jeg var på afveje. En dag modtog jeg et brev fra min mor om, at min fætter var begyndt at gå til møde i Apostolsk kirke. Jeg vidste slet ikke, hvad det var for et kirkesamfund. Min fætter var en af dem, som havde levet et udsvævende liv, og havde sommetider taget en slåskamp. Jeg læste brevet op for mine soldaterkammerater på stuen. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, at min fætter skulle blive til stor hjælp senere.

Det skete så, at jeg blev syg og blev indlagt på infirmeriet. Der havde vi det jo godt midt i den hårde vinter, som der var på det tidspunkt. Da det nærmede sig tiden, hvor jeg skulle udskrives, havde jeg et ønske om, at jeg kunne få noget feber. Det var ikke sådan, at jeg bad til Gud om at få feber. Jeg bad jo ikke til Gud på den tid. Det var et ønske, så jeg kunne blive fri for at komme ud i kulden. Dagen efter fik jeg mit ønske opfyldt. Jeg fik meget høj feber og var meget syg. Lægen vidste ikke, hvad det var, jeg fejlede. Min familie blev tilkaldt, og der blev sendt bud efter en ambulance. Da jeg skulle ind i ambulancen, græd jeg. Jeg troede, jeg skulle dø. For syg var jeg, og det var meget.
Jeg var ikke klar over på det tidspunkt, at det var Gud, som ville have fat i mig. Feberen ville ikke falde. Jeg kan huske, at sygeplejersken senere fortalte, at det første de skulle gøre om morgenen var at se efter, om jeg stadig var i live.
Min mor, havde jo mistet sin mand, da han var 40 år. Skulle hun nu også miste sin søn på 20 år ? Hun var ikke troende på det tidspunkt, men hun skrev et brev til mig, som ændrede mit liv totalt. Hun skrev til mig: ”Bed, Jens Kristian !” Hun var meget spændt på, hvordan jeg ville tage det. Det skal tilføjes, at på min hjemegn rygtedes det, at der var en af deres unge, som lå for døden. Jeg ved, at der var mange, som bad for mig. Da jeg læste brevet fra min mor om at bede, ændredes min tilværelse total. Fra det øjeblik drejede det sig kun om, at jeg måtte få min sag i orden med Gud. De sendte bud efter soldatermissionæren, og han læste salme 103,3 : ”Han, som tilgiver alle dine misgerninger og læger alle dine sygdomme”. Men jeg kunne ikke gribe det i tro. Så var det, at min fætter kom ind i billedet igen. Der blev sendt bud efter ham. Jeg kan huske endnu, at han tog frimodighed til at bøje sine knæ ved sygesengen, men stadigvæk kunne jeg ikke gribe troen på Gud. Jeg var så heldig, at der var en, som vågede med mig, som var hos mig hele tiden. Hun var fra Pinsemenigheden i Randers. En aften sagde jeg til hende, at jeg var klar over, hvorfor jeg var syg. Det var hun også. Jeg måtte sige til hende, at jeg ikke kunne gribe troen. Så sagde hun: ”Frelsen er en gave fra Gud, og en gave modtager man og siger tak for. Jesus er jo en gave fra Gud til os mennesker.” Det blev levende for mig, og jeg tog imod og sagde tak ! Da fyldtes min krop fra isse til fod med en forunderlig fred og glæde. Jeg var blevet et Guds barn, et helt nyt menneske. Noget jeg aldrig havde oplevet. Der skete et mirakel, for feberen faldt fra det øjeblik. Det som lægerne havde kæmpet med, gjorde Gud. Halleluja ! Jeg var klar over, at det skulle bekendes. Rom. 10,9-10: ”Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre, og i dit hjerte tror at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst. Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.” Den dag, jeg gav Jesus mit hjerte, var den 5. feb. 1950. Der er nu 56 år siden, og det holder endnu – med mange oplevelser til følge.

Der gik ikke mange dage før jeg var på kasernen igen. Nu måtte jeg jo leve op til det, som står i Bibelen: At bekende. Det første jeg stod overfor var, om jeg skulle bøje mine knæ, inden jeg skulle i seng. Jeg havde hørt, at nogen kunne blive udsat for hån, men jeg oplevede, at jeg blev skånet for ubehageligheder. Den værste på stuen – ja faktisk på hele kasernen – oplevede det samme som jeg: At blive frelst. Jeg mødte ham nogle år senere som en brændende kristen. Ja, Gud formår ! Jeg kan huske, at jeg sagde til ham: ”Kan Gud frelse dig, så kan han frelse alle”. Og det er jo netop det, han kan. Han bor i Sverige og har skrevet en bog, hvor også mit vidnesbyrd kom med.
Hvem skulle tro, at også svenskerne skulle læse om, hvordan jeg blev frelst ?

Nu kom tiden, hvor jeg skulle hjem til mine gamle omgivelser i Øster Assels. Jeg fik det sådan fra Gud – og det er der nok nogle, som ikke kan forstå – Jeg skulle holde op med at danse, gå i biograf, spille fodbold og spille kort. Hvorfor nu det ? Fordi at det var det, jeg helst ville, og brugte derfor meget tid på det. Det var andre ting, som Herren ville, at jeg skulle bruge min tid på. Nu gjaldt det om, at komme i de kristne forsamlinger. Jeg gik til møde i Indre Mission og Pinsemenigheden. Min fætter, som havde besøgt mig på kasernen, havde en bror, som også var kommet til tro på Jesus. De så det som deres mission, at få mig med til møde i Apostolsk kirke. Det lå jo i Nykøbing Mors. 16 km. fra Øster Assels. Vi cyklede de mange kilometer for at komme til gudstjenester. Jeg fik det sådan, at Apostolsk kirke skulle være mit åndelige hjem. Her blev voksendåb praktiseret, og det var jo noget, jeg skulle tage stilling til. Der var ord i Bibelen, som blev levende for mig, og jeg begyndte efterhånden at læse flittigt i Bibelen. Bl.a. Ap. Gern. 2,38: ”Peter sagde til dem: ”Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave”. Rom. 6,4: ”Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv. Markus: ”Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive fordømt.
Jeg var døbt som barn, og det var jo de fleste, som påstod, at så var man en kristen.
I de tre nævnte afsnit i Bibelen, står der jo tværtimod, at man først skal komme til tro. Det brændte sig ind i mit hjerte, at dette måtte jeg praktisere. På den tid, som nu er 56 år siden, hånede man dem, som ville døbes som voksen, efter at være kommet til tro. Man sagde, at de blev holdt under vandet, indtil de så 3 hvide duer. Det var jo helt hen i vejret, at komme med sådanne løgne. Jeg tog beslutningen, at jeg ville døbes, fordi Bibelen siger, at det skal være sådan.

Den 4. juni 1950 skulle der så være dåb ude ved Nykøbing strand. Det var sådan, at inden man blev døbt, skulle man aflægge sit vidnesbyrd om, at man havde taget imod Jesus som sin frelser. Jeg glemmer ikke, da det blev min tur. Jeg stod frem og vidnede, og blev meget overrasket. Da jeg lukkede min mund op, kom der ord, så jeg holdt en lille tale, uden at jeg havde noteret noget på papir. Jeg oplevede det, som der står i Bibelen, at hvis vi lukker vor mund op, så vil han fylde den. Der skete noget denne dag. Det var som om, at jeg havde fået en nådegave til at tale. Til Guds ære føler jeg, at det har fulgt mig siden. Guds ord siger, at sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.
I Ap. Gern. 2,38 står der, at når vi vil omvende os og lade os døbe, så skal vi få Helligånden som gave, som det skete på pinsedagen, da diciplene talte i tunger. Det blev min store bøn, at jeg måtte blive døbt med Helligånden. Jeg skulle så til landsstævne i Kolding, hvor der var ca. 1000 mennesker til stede. Jeg blev opmuntret til at aflægge mit vidnesbyrd over for den store forsamling. Det var en stor oplevelse. Gud gav mig ord også denne gang. Under stævnet d. 9. juli 1950 døbte Herren mig så med Helligånden, og jeg talte i tunger. Det var en forunderlig kraft, som jeg oplevede. Jeg rystede over hele kroppen. Siden den tid har jeg oplevet dette mange gange. Ære være Herren.
Der står i 1. Kor. 14,13: ”Derfor skal den, der taler i tunger bede om, at han må kunne udlægge det.” Det oplevede jeg så d. 20. nov. 1950. Det var forunderligt, alt det jeg fik lov at opleve så hurtig efter, at jeg blev omvendt.
Vi havde nogle vidunderlige møder, hvor os unge gik ud på gaden med traktater og indbydelser. Der kom mange med til møde på denne måde. Der var vækkelse, og mange overgav deres liv til Gud. Min mor og begge mine søstre kom også til tro. Hele familien kom til tro, og det var til stor glæde for mig at opleve.

Min fætter, som besøgte mig på hospitalet, ville så, at jeg skulle tage med ham på bibelskole i Kolding. Det skete i november 1950. Altså 10 måneder efter at jeg var kommet til tro. Vi sad fra morgen til aften og var under Guds ords påvirkning. Det fik selvfølgelig stor betydning for mit åndelige liv. For mig var det helt ufatteligt, at jeg var blevet udvalgt af Gud til at blive dygtiggjort til at tjene Ham. Da jeg kom hjem, kom jeg til at tjene på en gård i en landsby, hvor der var to familier, som tilhørte Apostolsk kirke. De blev til meget stor hjælp, da man jo skal have nogen at være sammen med og bede sammen med.
Mens jeg var på denne gård, blev jeg inviteret til fest for unge. Jeg tog med, men jeg følte, at jeg ikke hørte til der. Der var fristelser, som man kunne falde i, og det var der også for mig, men jeg klarede mig igennem uden at falde i synd. Jeg blev så inviteret til fest på egnens største gård, og var noget beæret over, at jeg lille mand skulle med. De andre unge i byen skulle også med, så vi blev enige om at følge ad kl. 19.30. Ugen gik, og jeg var lidt urolig over, om det nu også var Herrens vilje, at jeg skulle med. Dagen kom, og om morgenen bad jeg om, at hvis ikke det var Herrens vilje, at jeg skulle med, så måtte det regne kl. 19.00. Solen skinnede fra en klar himmel hele dagen, men jeg var urolig, og jeg bad til Gud, at hans vilje måtte ske. Klokken 18.00 spiste vi sammen. Vi skulle følges ad, og det foregik jo på cykel dengang. På den tid vaskede vi karle os ude i hestestalden, og det gjorde jeg også. Klokken 18.45 ville jeg se ud af døren, og da så jeg en sort sky. Kl. 19.00 regnede det. Så skulle jeg med stor kamp sige til de andre, at jeg ikke kunne komme med. De troede måske, at jeg var blevet helt skør. Jeg havde jo bedt: ”Herrens vilje ske”. Mit kød ville helst have været med.
Jeg tog så om til det ene af de to apostolske hjem. Jeg sagde det, som det var. Man kunne jo godt få den tanke, at Jens Kristian var gået for vidt. Jeg spurgte så deres datter på seks år: ”Kan du ikke tage et mannakorn til mig ?” Hun stak sin lille hånd ned i mannakrukken og gav mig et ord, som passede i mit tilfælde. Ezekiels bog 34,26: ”Og jeg gør dem og landet rundt om min høj til velsignelse, og jeg sender regn i rette tid, mine byger skal blive til velsignelse.” Og det passede lige til mig i det øjeblik. Jeg er overbevist om, at jeg blev bevaret. Jeg var ung og havde ingen kæreste, så man kunne jo falde for fristelsen. Herren havde en bestemt pige, som var udvalgt til mig. Dette er en oplevelse, som jeg har tænkt på mange gange: At Gud er så stor, at han vil bevare os til at vælge det rigtige.

Jeg tog så på bibelskole for anden gang, og det fik stor betydning på flere måder. Jeg fandt min kommende hustru Alice på dette ophold. Hun var en gave til mig og en hjælper, også i den tjeneste, som jeg fik fremover. En dag, hvor jeg gik på Lykkegårdsvej, hvor skolen ligger, talte Herren til mig om, at jeg skulle gå ud med kristen litteratur fra hus til hus. Når jeg nu siger, at Herren talte, var det ikke med høj røst, men i mit hjerte. I de 56 år, hvor jeg har tilhørt Herren, har jeg aldrig hørt hans stemme højt eller haft et syn, som så mange har haft –f.eks. min far: Engang var jeg med ham ude at fiske en nat, hvor det blev meget dårligt vejr. Det var kulsort, og min far stod i forenden af båden og lyste med en lampe. Pludselig så han Jesus i et syn. Men det blev ikke til frelse for ham dengang. Røsten i mit hjerte har jeg oplevet mange gange, og det er Helligånden, som på den måde leder os ad rette veje. Da vi så kom hjem fra bibelskolen, begyndte jeg at gå fra dør til dør med kristen litteratur, og på den måde komme i kontakt med mennesker. Jeg ville jo gerne, at andre skulle opleve det samme lykkelige liv, som jeg selv oplevede. Jeg må bekende, at det ikke var let. Hvad tænkte folk ikke om mig ? Det er jo nok fordi, at han ikke vil bestille noget ! Det var Gud, der havde talt, og så måtte jeg af sted. Jeg kom ind til en gårdmand , som netop spurgte mig, om det ikke var bedre, at jeg kom til at bestille noget. Jeg svarede ham: ”Må jeg spørge? Hvis Gud har sagt til mig, at jeg skal gå med hans ord, skal jeg så ikke gøre det ?” Og han svarede: ”Jo, så er det bedst”.

En dag stod jeg ude på en gård, hvor konen var inde at finde penge for de bøger, hun havde købt. Da lød stemmen i mit hjerte: ”Her kommer du til at arbejde.” Gud er Gud, og når han taler, kommer det til at ske, hvis vi følger ham. Dette har givet mig mange, mange oplevelser. Knap et år senere kom jeg til at arbejde på denne gård. Det er et af de skønneste år, jeg har haft i mit liv. Disse mennesker var nemlig kristne. Gårdmanden, som havde levet ude i verden, med hvad den nu bød på, fortalte, at da han mistede det bedste, han havde, deres lille datter på seks-syv år, da måtte han overgive sit liv til Gud. Vi holdt andagt sammen hver dag i arbejdstiden. Vi bad sammen, og Gud begyndte at røre ved naboerne, som vi selvfølgelig bad for. Den ene nabo bad jeg med til frelse, og vi kom til at holde møde i hans hjem. Den anden nabo blev min kone, og jeg inviterede til høstfest, hvor vi sang vores åndelige sange. Den tredje nabo var indre missions-formand. Han fik mig, som jo kom fra Apostolsk kirke, til at lede et alliancemøde i missionshuset. Vi var faktisk med til at opfylde Jesu bøn: At vi måtte være ét. Det var så underfuldt, hvad vi oplevede sammen. Når jeg enkelte gange kom op til ham, når han var ved at fodre grisene, så spurgte han: ”Skal vi ikke bede sammen ?”. Engang, hvor vi var ved at så korn, og vi kom ned i en fordybning, bøjede vi vore knæ bagved såmaskinen. Det er klart, at det skabte røre i omegnen, for ægteparret stod i Indre mission, og jeg kom fra Apostolsk kirke. De fulgtes med mig til møde, og jeg fulgtes med dem. Det havde Herrens velbehag. Jeg havde den aftale med gårdmanden, at hvis jeg kunne finde noget arbejde i Nykøbing, så skulle jeg bare tage det. Der var 12 km ud til dem, og det var jo koldt at køre på knallert den lange vej. Jeg havde talt med slagteriet, men de manglede ikke nogen.

En aften, hvor vi kom hjem efter et godt møde, sagde jeg til Alice: ”Vi vil bede Gud om, at jeg snart må få arbejde på slagteriet.” Igen oplevede vi bønhørelse. Dagen efter, hvor jeg skulle ud på landet, stod tarmmesteren nede ved indgangen og sagde, at jeg kunne begynde med det samme. Jeg løb op ad trappen og sagde til Alice : ”Herren har hørt vor bøn.” Det blev så 12 ½ års arbejde på slagteriet. På et bedemøde en aften i kirken, kan jeg huske, at jeg bad : ”Herre, her er jeg. Send mig hvor du vil.” Jeg blev helt bange, da jeg havde bedt denne bøn. Kunne Herren måske sige til mig, at jeg skulle vidne for direktøren på slagteriet ? Men jeg oplevede noget andet. Jeg havde lige meldt mig ind i kristelig lytterforening. Dagen efter bedemødet fik jeg besøg af formanden for lytterforeningen. De skulle have en repræsentant fra foreningen med til et stort møde i Thisted. Her holdt Danmarks Radio møde, og de ville høre, om der var nogle ønsker fra de forskellige foreninger. Formanden fortalte mig, at bestyrelsen havde besluttet, at jeg skulle være repræsentant for lytterforeningen. Jeg nævner dette for at fortælle, at Gud udvælger det, som ingenting er. Sådan som der står i Bibelen. Gud gav mig nåde i den store forsamling. Jeg fik en samtale med direktøren for Danmarks Radio. En stor oplevelse for mig. Noget jeg ikke lige havde regnet med, da jeg sagde til Herren i min bøn: ”Her er jeg. Send mig.” Når jeg nu fortæller om disse oplevelser, er det ikke fordi, at jeg mener, at jeg er noget særligt. Men måske du, som læser disse linjer, kan sige til dig selv : ”Når Herren hjælper Jens Kristian, kan han også hjælpe mig.”

Min kone Alice fik tilbud om at købe en forretning, da hun var udlært i en tricotageforretning. Forretningen var ikke stor, men med Alice’s dygtighed og Herrens velsignelse, kom hun også til at sælge kjoler og frakker, så hun udvidede to gange. Da jeg havde været på slagteriet i 12 ½ år, fik jeg igen sådan fra Gud, at jeg i tro skulle forlade mit gode arbejde for at komme ud til mennesker med evangeliet. Det var godt nok et stort skridt. Det var farvel til en fast løn, som i dag svarer til ca. 250-300.000 kr. årlig. Jeg fik så arbejde for Kristelig lytterforening.
Jeg havde over 1700 steder, hvor jeg skulle kræve kontingent ind. Det gav ikke store penge, men det gav mange åbne døre. I menigheden var der jo brug for tjenere. Under et stævne d. 5. dec. 1954 blev jeg kaldt til evangelist ved profetisk tale. Herren havde forinden givet mig et ord fra Bibelen, og netop det ord lød. Jeg tog det som en stadfæstelse på, at det her var fra Gud. Til Herrens ære var det jo også en evangelist-tjeneste, som jeg udførte, idet jeg var ude ved mennesker. Jeg havde den oplevelse, at både på Mors, i Thy og i Salling, var der troende, som bad for mig.

I menigheden kom vi til at mangle en forstander. Den 12. sep. 1971, på min fødselsdag, blev jeg indsat som forstander for menigheden her i Nykøbing Mors. At være leder af en lille menighed giver meget at bestille, fordi der ikke er så mange til at tage sig af de forskellige ting. Regnskab, praktiske opgaver osv. Jeg var kommet i gang med at hjælpe i vores tøjforretning, så jeg havde mit daglige arbejde ved siden af. Sådan var det jo i mange menigheder : Forstanderen havde sit arbejde ved siden af. Og sådan er det jo stadigvæk. Engang blev jeg ringet op af en journalist fra Morsø Folkeblad. Hun spurgte, om jeg ville fortælle om, hvad vi troede på og praktiserede i menighedslivet i vores kirke. Jeg skal nævne, at artiklen blev bragt i Morsø Folkeblad d. 3. april 1976. Altså for 30 år siden. Der er sket mange forandringer i løbet af de 30 år i kirken. Jeg bad journalisten vise mig artiklen, inden den kom i bladet. Hun ringede og læste overskriften op for mig. Jeg syntes den var lidt voldsom. Hun sagde, at hun skrev det sådan, fordi at folk skulle læse artiklen. Jeg gik med på den, for jeg ville jo også gerne, at folk skulle læse den.

Artikel fra Morsø Folkeblad den 3. april 1976:

”De taler i tunger med Gud og helbreder deres syge med bøn”

”De taler i tunger og helbreder deres syge ved bøn og vil gerne have større samarbejde med folkekirken. – Andre kalder os en sekt, men det er vi ikke, vi er en frikirke og er med i den evangeliske alliance, siger lederen af den apostolske menighed i Nykøbing, Jens Kr. Kristensen. Vi tager måske bare det med dåben mere bogstaveligt end f.eks. folkekirken gør, fordi vi tror, at dåben er en samvittighedspagt med Gud. Derfor går vi ind for voksendåb, da vi ikke tror, et nyfødt barn har nogen samvittighed endnu. Det betyder ikke, at vi lader de små børn i stikken. Vi gør ligesom Jesus. – Tager de små børn i favn og velsigner dem. Den egentlige dåb kommer først, når man er blevet voksen og har omvendt sig til Gud. Vi siger det sådan: Først kommer troen, så omvendelsen, så dåben med vand, og så følger dåben med Helligånden. Voksendåben sker i den apostolske kirke i specielt indrettede dåbsgrave. De der skal døbes, må nemlig under med hele kroppen og hovedet. I kirken i Nykøbing findes der ikke nogen dåbsgrav, så her foregår dåben ude i fjorden. Med dåben bliver det gamle syndige menneske begravet, og et rent troende menneske opstår. Dåben med Helligånden kommer til de fleste apostolske, siger Kr. Kristensen. Jeg fik selv den nådegave en måned efter at være blevet døbt. Jeg havde meget indtrængende bedt Gud om at måtte opleve dåben ved Helligånden og ved et stævne på højskolen i Kolding skete det. Jeg mærkede en forunderlig nærværelse og begyndte at tale i tunger. At tale i tunger vil sige, at man på et vidt fremmed sprog, et sprog man måske ikke selv kender, begynder at tale med Gud. Man opbygger sig selv ved at tale i tunger og føler sig lykkelig og glad. Senere fik jeg også gaven til at udlægge tungetalen til dansk, og der er ofte et budskab til menigheden, når man taler i tunger. Det sker tit for mig nu, at jeg får lov til at tale i tunger med Gud, næsten hver uge når vi har bønnemøde, og jeg føler, det er en meget stor lykke for mig. Jens Kristian Kristensen

Betaler tiende til kirken. I den apostolske kirke kaldes præsterne for apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere. Kr. Kristensen er ulønnet evangelist. Det vil sige, han leder den apostolske menighed i Nykøbing og tilrettelægger alt arbejdet omkring kirken. To gange om ugen samles den apostolske menighed. Om onsdagen til bøn, og søndag aften til gudstjeneste med salmer og strengemusik. Her skiftes man til at prædike evangeliet, hvorimod onsdagen udelukkende er helliget bøn. Den første mandag i hver måned er der missionsbedemøde i alle apostolske kirker i hele verden, og her samles ind til missionsgaver. I Nykøbing blev der sidste år indsamlet 14.367 kr. alene til missionsgaver. Til selve menighedsarbejdet blev der indsamlet 45.850 kr. i kollekt. I den apostolske kirke går man nemlig ind for tiende. Dvs. medlemmerne af menigheden betaler en tiendedel af, hvad de tjener til kirken. En del af pengene går til arbejde på stedet til vedligeholdelse af kirken osv. Resten sendes til hovedkvarteret, hvorfra de lønnede kirketjenere får deres løn. Også reparationer af kirker og nybyggerier finansieres herfra.

Kirken sættes i stand for 100.000 kr. I øjeblikket er man ved at ombygge den apostolske kirke for 100.000 kr. Der er kommet nyt tag på, ligesom der er sat nye vinduer i ejendommen Aagade 8, hvor kirken har til huse på første sal. Endvidere er de to tilhørende lejligheder sat i stand.
Også helbredelse ved bøn går den apostolske menighed ind for, og det er noget, vi har oplevet tit, siger Kr. Kristensen. Oftest kommer de, der er syge hen i kirken, og vi lægger hånd på dem der og beder for dem. Men det kan også ske, at den syge sender bud, og menigheden tager hjem til vedkommende og beder. Her i Nykøbing har vi eksempler på mange tilfælde, hvor folk er blevet helbredt ved bøn. Et menneske, der havde et dårligt hjerte, og fik besked om at holde op med at arbejde er blevet helbredt. Her greb Gud ind og vedkommende er i dag helt rask. Selv om vi tror på og praktiserer helbredelse ved bøn betyder det ikke, at vi undlader at tilkalde lægen, hvis nogen er syge. Vi tror nemlig også, at lægen er en gave fra Gud.

De 26 medlemmer af menigheden i Nykøbing består næsten udelukkende af ældre og midaldrende folk. Der er ingen unge med, men her ligesom indenfor Frelsens Hær, er det noget typisk for en mindre provinsby af Nykøbings størrelse. I de større byer er der stor tilgang af unge. De 26 i menigheden føler sig som åndelige søstre og brødre, og menigheden er deres åndelige hjem. For os er det helt centrale at forkynde evangeliet, og om det vil vi gerne samarbejde med andre trossamfund, og med folkekirken, og det er en stor bedrøvelse for mig siger Kr. Kristensen, at vi her på Mors ikke har kunnet få et sådant samarbejde i gang. Det har de mange andre steder og i allianceugen i januar oplever man mange andre steder ofte folkekirkepræster komme og taler i apostolske kirker og vore folk tale i folkekirken. På det sidste er det, som om folkekirken er begyndt at nærme sig os, man er begyndt at tro på dåben ved Helligånden. Det har vi eksempler på i blandt andet Den Karismatiske Bevægelse. Men det trossamfund, der står os nærmest, er vel nok pinsemenigheden. Oprindelig er den apostolske kirke en fraktion af pinsemenigheden. Den blev dannet for 50 år siden i England, og her i landet var det skuespillerinden Anna Lassen Bjørner og hendes mand Sigurd, der stiftede den apostolske kirke. I dag tæller menigheden i Danmark mellem 1700 og 1800 medlemmer. Menigheden på Mors kan i år fejre sit 40 års jubilæum og har eksisteret i bygningen i Aagade i 24 år.” – artikel slut.

Morsø Folkeblad bragte også et stort foto af en voksendåb i Limfjorden. Jeg synes det var fint, at avisen ville bruge næsten en hel side til at formidle i ord og billeder, hvad vi tror på. Må vi få flere skribenter i vore aviser, som vil skrive om, hvad der foregår i de forskellige trossamfund i vort land.

Jeg havde været leder i 7 år, da jeg fratrådte i 1978. Mit legeme kunne ikke følge med. Jeg bad og fastede i 3 dage. Så kom der besked om, at kirken ville sende en lønnet mand. Alt blev vendt til det gode for menigheden. Jeg kom så på sygehuset, og jeg kan huske endnu, at jeg bad Gud, om jeg måtte komme til at ligge i den rigtige seng. Det mærkelige var, at jeg kom til at ligge ved siden af ateister. Nogle som bandede temmelig meget. De bekendte, hvad de troede på, og jeg bekendte, hvad jeg troede på. Det bevirkede, at al den banden til dels fik ende. Der var særlig én, som jeg fik meget kontakt med. Han havde været igennem meget. Han mistede sin hustru, da hun fødte deres 6. barn. Så der stod han alene og skulle passe sit arbejde og en stor børneflok. Han trængte til at tale om det, og jeg havde tid at lytte, så vi fik en tæt kontakt. Jeg lå ved døren og kunne høre, når han talte med sin familie om, at han havde mødt en mærkelig mand, som troede på Gud, og det var han glad for. Han fortalte mig, at han engang var gået til præsten for at få hjælp, men var blevet skuffet. Da havde han sagt til præsten : ”Jeg ønsker dig til helvede.” Han bekendte sig som ateist. Jeg greb chancen og sagde : ”Du er jo ikke ateist, eftersom du tror, at der er et helvede.” Vi blev meget gode venner, og da han skulle forlade sygehuset, stod vi ude på gangen og omfavnede hinanden og græd sammen. Vi ringede sammen siden efter.
På et tidspunkt manglede vi en organist i menigheden. På Nordmors kom jeg ind hos en gårdmand, hvis kone sad i rullestol. Da jeg kom ind i stuen, sagde jeg: ”Efter Guds ord skulle jeg lægge hænder på den syge kone”. Men det kunne jeg ikke på det tidspunkt. I stedet for faldt jeg på mine knæ på gulvet i stuen, og vi bad sammen. Senere blev de døbt, kom med i vor menighed, og han blev vor organist. Det er han stadig. En gave fra Gud i rette tid.

Igen kom vi til at mangle en forstander. Jeg blev indsat igen d. 16. okt. 1994, og var forstander i en periode på 3 år. Altså var jeg i tjeneste for Herren. Jeg elskede min menighed, og de bakkede mig op og bad for mig. Når min kone og jeg skulle rejse på ferie, så bad jeg menigheden gå i forbøn om, at det måtte blive en missionsferie. Det gav os mange oplevelser ude i det fremmede. Herren ledte os på forunderlig måde. Nu er det jo sådan i vor moderne tid, at når man er tres år, så kan man som Herrens tjener gå på efterløn. Når man er 67 skal man træde fra. Jeg oplevede en morgen kl. 05.30, at Herren talte til mig om, at jeg skulle gå ind i lederskabet igen. Vi sendte bud efter én udefra. Vi spurgte, om han ville hjælpe os og stå som den overordnede i lederskabet. Han svarede sådan: ”Hvis du, Jens Kristian, vil tage det daglige omsorg, så vil jeg sige ja”. Jeg svarede: ”Det vil jeg, for Herren talte til mig forleden morgen kl. 5.30 om, at det skulle jeg gøre!” Hvor er det forunderligt, at selv om man er op i halvfjerdserne, så regner Herren med én stadigvæk.

Jeg vil lige fortælle om en oplevelse, som Alice og jeg havde på et stævne i Kolding. Arild Edvardsen fra Norge talte. Vi gik frem og bøjede vore knæ og indviede os på ny til Herren. Da vi kom hjem fra stævnet og skulle i seng, sagde jeg til Alice: ”Hvor har det været et godt stævne. Herren har talt til mig om en bestemt ting”. Alice spurgte, hvad det var. Jeg svarede: ”Det vil jeg ikke fortælle. Det skal Herren selv fortælle dig”. Og hun sagde med det samme, at vi skulle give noget mere til mission. Så hun fik altså det samme på hjerte. Vi gav tiende, så nu skulle vi også give fem procent til mission. Det er godt, når ægtefolk er enige om, hvad man skal give til Guds riges arbejde. Vi oplevede Herrens velsignelse i vores forretning endnu mere. Tak og lov for det.

Al ting får jo en ende. Det gør min livshistorie også, selv om der kunne fortælles om mange flere oplevelser. Jeg vil slutte med at fortælle, at vi i vort ægteskab fik fire sønner og syv dejlige børnebørn. Og selvfølgelig kommer svigerdøtrene af sig selv. Desværre har jeg mistet min hustru, som fik en meget grim hjerneblødning. Livet skal jo gå videre, og dertil må jeg sige: Herren har været mig forunderlig nær, har hjulpet mig og har givet mig mange vidunderlige oplevelser. Mit ønske og min bøn er, at det du har læst kan give opmuntring til at tro på Jesus. Jeg har haft et rigt liv. Mit ønske i min ungdom var, at blive gårdmand, men det blev ændret, da jeg kom til tro. Tak og lov for det.