Som årene var gået, var jeg blevet mere og mere kold og hård

Af Poul-Henrik Carl

Som årene var gået, var jeg blevet mere og mere kold og hård, og ville ikke foretage mig noget. Jeg gik kun op i, hvordan vejret var. Det blev en hel besættelse for mig. Hvis solen ikke skinnede, var alt noget møg. Jeg gik ofte i seng midt om dagen, fordi jeg var utilfreds med alt. Jeg var meget styret af vejret. Jeg troede, at lykken afhang af klimaet, og snakkede meget om, at vi skulle flytte til Spanien. Samtidig skulle jeg helst se alt på TV og se de nye videofilm. Min kone kunne ikke blive ved at holde det ud, men jeg kunne ikke snakke om tingene. Til sidst blev det uudholdeligt for hende. På det tidspunkt havde vi været sammen i 17 år. Jeg havde sagt, at hvis det ikke skulle være os mere, så ville jeg hoppe ud fra broen.

Men en dag kunne hun ikke klare mere og sagde: “Nu går det ikke længere”. Og i samme sekund – hvor det ellers ville ha’ slået klik for mig – skete det stik modsatte. Jeg blev svimmel og faldt om på gulvet. Hun troede, at det hele klikkede for mig og blev meget bange. Men i det sekund var mit liv forvandlet. – Det var simpelthen Guds nærvær, som slog mig omkuld og fyldte mig helt op. Jeg lå på gulvet og havde det så vidunderligt. Jeg havde fået en ro, som man ikke kan beskrive. Gud viste mig, at alt ville blive godt. Jeg fik lov at se ind i den åndelige verden, hvordan tingene i vores ægteskab hang sammen, og hvordan det ville blive i fremtiden.

Jesus var kommet ind i mit liv. Min kone var en personlig kristen, men indtil dette tidspunkt, skulle jeg ikke have med sådan noget at gøre. Jeg var nærmest bange for det. Men Jesus gav mig et nyt liv. Alt var forvandlet fra det sekund. Kun mit ydre var det samme. Indeni var alt nyt. Hårdheden og bekymringerne var vær. Siden den tid har jeg haft den bedste tid i mit liv – og vi har haft den bedste tid i vort ægteskab. Vi ved, at Jesus har en plan med vores liv. Uden ham er vi fortabt. Jesus kan også forvandle dit liv, hvis du vil lade ham komme til.

Dette var noget af mit liv. Det lyder måske ikke så dramatisk, men dét var det. Det var en kamp mellem liv og død.